Startside Ophav Biskop Plum Gullaschbaronen Foto Kontakt

 

Harald Plum Tjenerdrengen Gaser.htm


Udarbejdet juli 2015 af © Esben Brage.

Da gæssene fløj til himmels!

I 1917 havde Harald Plums bror Kay Plum påtaget sig prokura [fuldmagt]over øen Thorø, som hans lillebror havde købt samme år. Kay Plum prøvede at gøre driften rentabel, og til dette havde han antaget en forvalter [ingeniør] ved navn H. Holck Claudi.

Fra starten regnede uheldene ned over Kay, i årene 1917 – 18 var der knastørre somre, hvor korn og andre afgrøder blev ramt af misvækst, ligeledes var 40.000 nyplantede østrigske bjergfyr gået ud.

En ting som Kay satsede på var gåseavl, til dette havde han købt nogle meget dyre avlsgæs for at fremme en bestand til slagtning. Men de kornfedede slagtede gæs, som Kay sendte til København, dem fik han ingen betaling fra hos modtagerne, det blev senere aftalt, at Transatlantisk Kompagni skulle virke som mellemled og først udlevere de slagtede gæs, når betalingerne var blevet erlagt.

En dag kom forvalteren Claudi og fortalte, at 35 ud af 48 gæs var stukket til søs, angiveligt fordi at de tyske vagtskibe havde gjort jagt på dem inden skibene havde forladt deres poster ved minespærringen, og dermed var gæssene blevet skræmt og havde forladt Thorø og vandet deromkring grundet tumulten.

Det var et stort chok for Kay at erfare, så han satte en større eftersøgning i gang. Det lykkedes at finde 2 anskudte gæs ved Aborg Strand, men der var formodning om, at den største del af flokken var faret vild i tågen og havde taget turen over Lillebælt til den tyskbesatte ø, Aarø.

Kay Plum sendte derfor anmodende breve til en købmandskollega, Kornhandler Thomas Sørensen Aarøsund, og til den tyske, Herr Strandhauptmann A. Møller på øen Aarø, som var forfattet på tysk, der var et af kravene til korrespondance sendt mellem Danmark og Tyskland.

Anmodningen gav dog ikke de store resultater, og Kay fik herefter en stærk mistanke om, at det var Claudi, der havde lavet fusk, og selv havde konsumeret en del af gæssene.

Mistanken blev yderlig bestyrket, da en kontrol afslørede, at Claudi ikke havde bogført antallet af solgte dyr korrekt i kassebogen, eksempelvis havde han solgt 3 får, men kun 2 får var bogført som solgt, og sådan var der utallige eksempler på manglende bogføring for solgte kyllinger, kartofler, kalve, får etc.

Bedraget viste sig at være meget større og mere omfangsrigt end Kay havde frygtet, det kom også for dagen, at Claudi havde optaget et stort lån i Landbosparekassen, Aalborg, uden Kay Plums vidende. Thorøgaard var her sat ind som pantsikkerhed for lånet.

Det viste sig endvidere, at Claudi havde ’holdt hof’ på Thorøgaard med nogle store gilder, og de ædle dråber man drak til festerne var skaffet af en medsammensvoren, der var brudt ind i Plums legendariske Skænkestue i Assens.

Kay Plum afskediget prompte Claudi i henhold til Tyendelovens § 41: Uden Opsigelse kan Husbonden straks afskedige Tyendet ’Naar det Begaar Bedrageri, Tyveri eller nogen anden i den offentlige Mening vanærende Forbrydelse, eller tidligere har forseet sig paa saadan Maade’.

Kay anmodede herefter By- og Herredsfuldmægtig A. Mencke, Assens, at Forvalter H. Holck Claudi blev indsat i Assens Arrest. Ved de efterfølgende afhøringer viste det sig, at det var meget kompliceret at løfte bevisbyrden til domfældelse, så efter 3 uger blev Claudi løsladt mod en kaution på 10.000 kr. (260.000 kr. i dag. Prisind. 26 iflg. Dk. Statistik).

Beløbet blev rejst af Claudis venner i Assens, mens Claudi udtrykte sig meget forbitret på Kay Plum og Herredsfogeden, både over varetægtsfængslingen samt kautionens størrelse, i det han følte sig uretfærdigt behandlet, da han ikke mente, han havde bedrevet noget, der lå uden for hans beføjelser.

Kay Plum overtog forpligtigelserne vedr. det ulovligt optagne lån, og det fremgår tydeligt, at Kay Plum gerne ville have denne sag ud af verden, så han kunne komme videre og ansætte en ny og mere ærlig forvalter til Thorø.

Og gæssene! – Ja, de var fløjet til himmels, og fouragerer ganske givet deroppe på de saftige græsenge.


Kilderne til indlægget er små uddrag hentet ved gennemlæsning af arkivalier fra Statens Erhvervsarkiv i Aarhus med 1.000 brevkopier skrevet i 1917 – 1924 af Kay Plum primær som meddelelser til Harald Plum om forholdene på Thorø.

 

 

 

 

 


Webmaster
© 1999-2015 Hvenegaards Forlag
Vivian Hvenegaard,  
Kertevej 26, Kerte, 5560 Aarup
vivian@me-cfs.info
OBS! 
Fralæggelse/disclaimer:
Denne hjemmeside er offentliggjort uden garanti for indholdet. 
Det er brugerens eget ansvar at forholde sig kritisk til hjemmesidens indhold.